top of page

MANGLER DU

PENGE TIL EN

GOD IDE?

Søg Pengekassen til din kreative og fællesskabende idé! Alle 15-30 år i hele Danmark kan søge Pengekassen.
Puljen er åben frem til den 26. august 2026.

Hvad er Pengekassen?

Pengekassen er sat i verden for at støtte gode idéer. Sådan ret bogstaveligt.

Vi oplevede nemlig, at det var alt for kompliceret og uigennemskueligt at få adgang til penge og realisere en god idé til gavn for andre. Det er det ikke længere!

Pengekassen er gjort så nem og tilgængelig som overhovedet muligt at ansøge:

  1. Få en god idé, som andre kan deltage i og som bidrager til mere fællesskab
     

  2. Fortæl os om den på enten skrift eller video via ansøgningsskemaet
     

  3. Din ansøgning vurderes af vores ungegruppe
     

  4. Du får svar (senest i slut september!)

Pengekassen SoMe 45.jpg

Ansøgningsfrist den 11. september 2026 kl. 12.00.

Frequently asked

questions?!
Vi er klar med svar:

Hvad kan jeg søge penge til? Gode idéer kan være mange ting. Det allervigtigste er bare, at idéen kommer andre end dig selv til gode. Idéen skal altså have fokus på fællesskab og på at andre kan deltage. Din idé må meget gerne være sammen med dine venner. Men den skal være åben, så andre også kan være med. Vil du f.eks. starte et håndboldhold, må du ikke kun invitere dine venner. Hvis du gerne vil købe kage til elevrådsmødet, er det okay, at det er for en lukket klub og ikke for hele skolen. Så det med, at din idé skal være åben, er lidt en balancegang. Er du i tvivl om, hvor god, åben eller fællesskabende din idé er? Tag chancen og send din ansøgning afsted.

Hvem kan søge penge? Alle unge 15-30 år kan søge Pengekassen. Du kan enten søge alene eller sammen med nogen. Du skal dog søge med et CVR nummer, så pengene kan modtages. Du må gerne låne et.

Hvor mange penge kan jeg søge? Du kan søge mellem 1 krone og 15.000 kroner. Og bare rolig – du skal hverken lave budget eller sende kvitteringer. Vi stoler på, at du bruger pengene på den måde, der giver bedst mening for dig og din idé. Er der nogen krav til mig efterfølgende, tænker du så? Ja! Men kun et! Når du har ført din ide ud i livet, vil vi gerne høre, hvordan din idé er gået med et par billeder og en video!

Hvem bestemmer, om jeg får penge? Det gør en gruppe af 7 unge i alderen 15-30 år fra Ungdomsbureauets forskellige projekter. Pengene kommer fra Honoré Fonden der støtter demokrati, deltagelse og fællesskab – og som synes det er vigtigt, at pengene her uddeles af unge – direkte til unge. Pengekassen er altså udviklet i samarbejde med unge og det er unge, der bestemmer, hvem og hvilke idéer pengene skal gå til. Lige som vi havde drømt om!

Hvad kan jeg ikke søge penge til? Indrømmet. Du kan ikke bare søge Pengekassen til lige det, du har lyst til. Der er en lille håndfuld ting, vi ikke støtter. Hvis du f.eks. vil holde fest med alkohol og ting med nikotin i for alle dine tætteste venner, må det blive på egen regning. Det gælder også, hvis du vil lave noget, du kan tjene penge på. Og så må din idé ikke tage udgangspunkt i partipolitik eller være religiøst funderet. Derudover må din idé ikke udelukke nogen – det skal ikke være noget, der holder folk udenfor, men derimod noget, flere kan være en del af.

Hvad skal jeg gøre for at søge penge? For at søge Pengekassen skal du udfylde ansøgningsskemaet. Ansøgningerne vurderes af vores ungepanel i midt september og du får svar i slut september. ! Medmindre, du er frisk på at pitche din idé live på Ungdommens Folkemøde i København den 3. september kl. 10, så får du svar allerede den 3. september, når publikum bestemmer, hvor mange penge du får! Læs mere i ansøgningsskemaet. Husk! Din ansøgning behøver ikke at være perfekt. Vi vil meget hellere have din halvfærdige idé end slet ingen.

Får jeg så bare pengene på min konto? Nej. For at søge Pengekassen skal du have fat i et CVR-nummer. Og før du tænker “det ved jeg ikke, hvad er, og jeg ved i hvert fald slet ikke, hvordan man skaffer et” så læs lige en linje eller to videre: Et CVR-nummer er lidt ligesom et CPR-nummer – bare til virksomheder i stedet for personer. Det er et nummer, som alle virksomheder har – fx din skole, håndboldklub eller din lokale Daglig Brugsen. Din idé behøver ikke have noget at gøre med det CVR-nummer, du søger igennem. Så selvom du fx søger gennem din skole, kan din idé sagtens handle om at bygge en ny skaterampe nede i byen. For at søge Pengekassen skal du først finde en af dem, du tænker, har lidt styr på sådan noget med økonomi. Måske er det kontorfolkene på dit gym, halbestyreren i din by eller den person, der er chef i Brugsen. Når du har søgt pengene, er det dem, der får dem i første omgang, men de ryger selvfølgelig lynhurtigt videre til dig.

Hvad sker der så, når jeg har søgt? Efter du har sendt din ansøgning afsted, bliver din idé vurderet af ungepanelet. Du får svar på om din idé får penge i slut september. Bliver din idé valgt, skal du bekræfte kontonummeret og derefter vil du modtage pengene. Er der nogen krav til mig efterfølgende tænker du så? Ja! Men kun et! Når du har ført din ide ud i livet vil vi gerne høre hvordan din idé er gået med et par billeder og en video!

HJÆLP!

Hey! Vi er teamet bag Pengekassen (cuuute, we know) og vi står klar med svar til din ansøgning og Pengekassen. 

Ring eller send os en sms – der er ingen dumme spørgsmål!!

Fang Kat på: +45 22 43 90 73

pengekassen-logo.png
Partnerskaber.png
UBlogo_tolinjersort.png.png
bottom of page